Vilkår for kapitalpension
Generelt
FinansNetbankens Almindelige Forretningsbetingelser er gældende for ethvert mellem-værende mellem kunden og FinansNetbanken, medmindre andet udtrykkeligt fremgår af særskilt aftale, for eksempel disse vilkår for kapitalpension.
Kapitalpension tilbydes alene til kunder i FinansNetbanken. Er man ikke kunde i FinansNetbanken, skal man først oprette en Alt i Et-konto. Herefter har man adgang til FinansNetbankens øvrige produkter, herunder kapitalpension.
Kapitalpension kan oprettes indtil du fylder 75 år, hvis du har en personlig indkomst, og hvis du ikke tidligere har fået hel- eller delvist udbetalt en anden kapitalpension, efter du er fyldt 60 år, til normal afgift på 40%.
Indbetaling
Kunden bestemmer selv, hvor meget der skal indbetales, og på hvilket tidspunkt indbetalingerne foretages, så længe kundens samlede årlige indbetaling ikke overstiger årets maksimale beløb.
Investering
Kunden vælger selv, om indestående skal investeres i værdipapirer, eller om pengene skal stå på en kontantordning.
Af indestående, på samtlige af kundens pensionskonti i FinansNetbanken, dog undtaget Indekskontrakter, må der maksimalt investeres 20% i det samme aktieselskab på købstidspunktet, dog altid op til det årlige maksimale indskud på en kapitalpension.
Skattemæssigt fradrag
Fra den 1. januar 2010 kan indskuddene alene trækkes fra ved beregningen af bundskat, og fradragsværdien er derfor reduceret til maks. 36,5%. Topskatten starter ved 389.900 kr., efter der er fratrukket 8% i arbejdsmarkedsbidrag (AMB). Har kunden behov for en større fradragsværdi, kan kunden i stedet vælge, at foretage indskud på en ratepension, hvor indskuddene fortsat kan fratrækkes ved opgørelse af den skattepligtige indkomst, og hvor fradragsværdien derfor kan være på op til 51,5%.
Kunden kan også vælge at supplere med en ratepension. På en ratepension får kunden udbetalt opsparingen i rater, som kunden så skal betale almindelig indkomstskat af.
Selvom fradraget ved indskud på en kapitalpension fremover kun er på ca. 36,5%, er der, på grund af den lempeligere beskatning af det løbende afkast, dog stadig fordele ved at spare op på en kapitalpension frem for at have en opsparing i frie midler. Afkastet på pensionsopsparinger er nemlig kun 15%, hvorimod beskatningen af afkastet på frie midler er mellem 32,5 - 51,5%.
Hvis man derfor har en opsparingsperiode på mere en 6 - 8 år, er en kapitalpension at foretrække frem for at placere pengene som frie midler. Samtidig er man beskyttet mod kreditorer.
Fordelen ved frie midler er selvfølgelig tilgængeligheden.
Udbetaling
Kunden kan tidligst få sine penge udbetalt, når kunden er berettiget til at gå på efterløn og 15 år frem. Opsparingen udbetales som udgangspunkt på én gang (sumudbetaling), men kan dog udbetales i portioner (deludbetaling).