Overførselsanmodning
Hent blanketten til overførselsanmodning
Vigtigt
Læs denne meddelelse inden du går videre
I forbindelse med overførsel af konti fra et andet pengeinstitut til FinansNetbanken skal du udfylde, printe og underskrive en overførselsanmodning. Du skal sende den til os, så sørger vi for det praktiske. Det er nemt og problemfrit.
Du skal selv give din arbejdsgiver besked om dit nye kontonummer, hvis din løn fremover skal indsættes på en ny konto.
Du skal dog være opmærksom på følgende:
Ekspeditionstid
Det tager typisk 6-8 uger for det afgivende pengeinstitut at overføre konti til FinansNetbanken.
Skal du overføre en konto med Dankort eller Visa/Dankort
Vent med at sende os overførselsanmodningen og dit kort til du har modtaget dit nye Dankort eller Visa/Dankort fra os. På den måde har du hele tiden et kort, du kan hæve kontanter og betale med. Husk - der skal være penge til rådighed på kontoen, før du kan benytte kortet.
Skal du overføre BS-aftaler
I forbindelse med overførsel af BS-aftaler skal du oplyse det eller de reg.nr. hvorfra dine betalinger bliver trukket. Hvis alle dine BS-aftaler skal overføres skal du blot skrive "alle".
Skal du overføre værdipapirer og/eller særlig indlån
Du skal være opmærksom på, at det pengeinstitut du flytter fra kan vælge at beregne sig et gebyr for overførslen. Hvis du vil vide hvor stort beløbet er, skal du kontakte pengeinstituttet.
Skal du overføre lån og/eller kredit
Udfyld en låneansøgning eller kreditansøgning via vores hjemmeside. Når vi har modtaget ansøgningen og det materiale, du skal sende til os, får du svar hurtigst muligt. Først herefter udfylder du overførselsanmodningen og sender den til os.
Skal du overføre pensionskonti?
Du skal være opmærksom på de nye begunstigelsesregler, som trådte i kraft d. 1. januar 2008. Har du anført ”nærmeste pårørende” som begunstiget i din pensionsordning oprettet før denne dato, og overfører du denne pensionsordning til et andet pensionsinstitut, ændres begunstigelsen til at følge de ”nye nærmeste pårørende”-regler. Det kan få betydning for, hvem der arver din pensionsordning ved dødsfald.
En eventuel samlever, som du har boet sammen med i minimum 2 år, vil arve før eventuelle livsarvinger i henhold den nye lovgivning – uanset om der refereres til de gamle ”nærmeste pårørende”-regler i din pensionsordning.
Gamle ”nærmeste pårørende”-regler: Ægtefælle eller registreret partner, livsarvinger - det vil sige børn, børnebørn osv., arvinger i henhold til testamente, arvinger i henhold til arveloven, i nævnte rækkefølge.
Nye ”nærmeste pårørende”-regler: ægtefælle eller registreret partner, samlever, som du har boet sammen med i minimum 2 år, livsarvinger - det vil sige børn, børnebørn osv., arvinger i henhold til testamente, arvinger i henhold til arveloven, i nævnte rækkefølge.
Hvis du er gift er der ingen ændringer sket – og du skal intet foretage dig.
Du kan kun beholde din "gamle" begunstigelsesbestemmelse ”nærmeste pårørende”, hvis du overfører din ordning til en eksisterende konto hos os, som er oprettet før 1. januar 2008, og kun hvis ordningerne kan sammenlægges.
Hvis du i dag ikke har benyttet bestemmelsen "nærmeste pårørende" i din pensionsordning, men har taget særskilt stilling til begunstigelse, f.eks. dine børn, eller en navngiven begunstiget, vil denne begunstigelse også være gældende efter overførsel af din pensionsordning til FinansNetbanken.
Vær endvidere opmærksom på, at tvangsarvinger efter de nye regler kan gøre indsigelse gældende – altså anfægte begunstigelsen.
Hvis du bestemmer dig for at overføre pensionskontoen til FinansNetbanken, fremsender vi, når vi modtager din nuværende ordning fra dit nuværende pensionsinstitut, en ny pensionskontrakt til dig, hvoraf alle reglerne fremgår.