Ordreudførelsespolitik
Fondsordrer
Når FinansNetbanken udfører din fondsordre sker det, hvis ikke andet er aftalt med dig, altid i overensstemmelse med FinansNetbankens opstillede ordreudførelsespolitik.
Når FinansNetbanken udfører eller videresender
Når FinansNetbanken udfører en fondsordre, vil vi altid søge dét efter omstændighederne bedst mulige resultat for dig, idet vi bl.a. tager hensyn til pris, omkostninger, hurtig ekspeditionstid, gennemførelses- og afregningssandsynligheden samt andre forhold, der måtte være relevante for ordrens udførelse efter begrebet ’Best Execution’.
Specifikke instrukser fra dig som kunde
Når der foreligger en specifik instruks fra dig som kunde, vil det til enhver tid være den der er gældende for ordren. Udførelse af ordren efter din specifikke instruks kan dog medføre, at FinansNetbanken ikke kan opfylde forpligtelsen om ’Best Execution’.
Faktorer der tillægges betydning ved fastlæggelsen af ’Best Execution’
For at opnå ’Best Execution’ tages der hensyn til alle de faktorer, der sætter FinansNetbanken i stand til at levere det bedst mulige resultat for så vidt angår det samlede vederlag, som består af prisen for det finansielle instrument samt alle udgifter som er direkte knyttet til udførelsen af ordren. Faktorer som hurtighed, sandsynligheden for at kunne udføre ordren og afviklingen heraf samt ordrens størrelse og art, markedsvirkning og andre implicitte transaktionsomkostninger, gives alene en fortrinsstilling overfor den umiddelbare pris og de umiddelbare omkostninger, når de medvirker til at opnå det bedst mulige resultat, for så vidt angår det samlede vederlag.
Handelssteder
Ved gennemførelse af ordrer i henhold til FinansNetbankens ordreudførelsespolitik, benytter vi en række handelssteder, der sætter FinansNetbanken i stand til at opnå det bedst mulige resultat ved udførelsen af fondsordren. En liste over FinansNetbankens væsentligste samarbejdspartnere/handelssteder kan fås ved henvendelse til bankens markets-afdeling.
Udførelse af ordrer uden om et reguleret marked eller en MHF
For at opnå ’Best Execution’, kan FinansNetbanken vælge at udføre din ordre uden om et reguleret marked/MHF (Multilateral HandelsFacilitet). Når du accepterer denne ordreudførelsespolitik, accepterer du samtidig, at FinansNetbanken kan udføre dine ordrer uden om et reguleret marked/MHF.
’Execution only’
Du kan handle med følgende værdipapirer, uden vi rådgiver dig om investering, og uden vi vurderer om produktet eller ydelsen, er hensigtsmæssig for dig:
- aktier, der kan handles på OMX Den Nordiske Børs København, eller et tilsvarende reguleret marked i Danmark, i EU, i lande som EU har indgået aftale med på det finansielle område eller tilsvarende markeder i tredjelande
- statsobligationer, realkreditobligationer, statsgældsbeviser og andre gældsinstrumenter, der ikke omfatter et afledt instrument
- andele i danske investeringsforeninger eller tilsvarende investeringsinstitutter omfattet af EU´s direktiv 85/611/EØS (UCITS)
Hvis du afgiver en specifik instruks i disse værdipapirer, har vi pligt til at udføre ordren efter din instruks. Vi skal derfor ikke vurdere om produktet eller ydelsen er hensigtsmæssig for dig.
Revurdering af ordreudførelsespolitikken
En gang årligt vurderer FinansNetbanken, om ordreudførelsespolitikken fungerer efter hensigten og afhjælper eventuelle mangler. Samtidig vurderer vi regelmæssigt vores samarbejdspartnere/handelssteder, som er en del af denne ordreudførelsespolitik, for herved at sikre, at vi til stadighed er i stand til at yde den bedst mulige service og give det bedst mulige resultat for dig, som kunde.