Du er her: Forside - Produkter - Værdipapirer - Depot og Netbørs - Betingelser for opbevaring af værdipapirer i depoter

Betingelser for opbevaring af værdipapirer i depoter

Gældende pr. 22. juli 2009

1. Generelt

Betingelserne for opbevaring af værdipapirer i depot i Finansbanken indeholder en generel orientering om de vilkår, der gælder for dit depot. I depotet opbevarer Finansbanken dine værdipapirer og yder den service, der er forbundet med opbevaringen. Såfremt Finansbanken har et 100% ejet datterselskab, gælder reglerne også for dette. Hvor ikke andet er fastsat, omfatter betegnelsen Finansbanken også et eventuelt 100% ejet datterselskab.

Oprettelse af depot

Ved oprettelse af et depot skal Finansbanken have oplysning om dit (depothaverens) navn, adresse samt CPR nr. eller cvr nr. (skal dokumenteres). Depotejere med en særlig ejerstruktur f. eks. foreninger, fonde o.l. skal forevise yderligere dokumentation i form af vedtægter m.v. Navne og adresseændringer samt ændring af eventuelle dispositions eller tegningsberettigede skal straks skriftligt meddeles Finansbanken. Der skal tillige føres en konto i Finansbanken, hvorpå indtægter fra depotet kan indsættes, og hvorfra depotgebyrer m.v. kan hæves, samt hvor nettobeløb ved køb/salg af værdipapirer kan hæves/indsættes.

Opbevaring og ansvar

Finansbanken opbevarer ikke fysiske værdipapirer.

Finansbankens erstatningsansvar

Finansbanken er erstatningsansvarlig, hvis det på grund af fejl eller forsømmelser opfylder aftalte forpligtelser for sent eller mangelfuldt.

Selv på de områder, hvor der gælder et strengere ansvar, er Finansbanken ikke ansvarlig for tab, som skyldes:
- nedbrud i/manglende adgang til IT systemer eller beskadigelser af data i disse systemer, der kan henføres til nedennævnte begivenheder, uanset om det er Finansbanken selv eller en ekstern leverandør, der står for driften af systemerne
- svigt i Finansbankens strømforsyning eller telekommunikation, lovindgreb eller forvaltningsakter, naturkatastrofer, krig, oprør, borgerlige uroligheder, sabotage, terror eller hærværk (herunder computervirus og hacking)
- strejke, lockout, boykot eller blokade, uanset om konflikten er rettet mod eller iværksat af Finansbanken selv eller dens organisation og uanset konfliktens årsag. Det gælder også, når konflikten kun rammer dele af Finansbanken
- andre omstændigheder, som er uden for Finansbankens kontrol.

Finansbankens ansvarsfrihed gælder ikke, hvis:
- Finansbanken burde have forudset det forhold, som er årsag til tabet, da aftalen blev indgået, eller burde have undgået eller overvundet årsagen til tabet
- lovgivningen under alle omstændigheder gør Finansbanken ansvarlig for det forhold, som er årsag til tabet.

Samledepot

Finansbanken kan vælge at opbevare dine værdipapirer i et samledepot. Det vil sige et depot, hvor flere kunders værdipapirer er registreret i Finansbankens eller Finansbankens forretningsforbindelses navn med oplysning om, at værdipapirerne tilhører Finansbankens forretningsforbindelses kunder. Opbevarer Finansbanken dine værdipapirer hos en forretningsforbindelse på Finansbankens vegne kan du i det omfang dette er relevant på anmodning få oplyst, hvor værdipapirerne opbevares.

Finansbanken er legitimeret og bemyndiget til at disponere på dine vegne over dine værdipapirer i samledepoter. Finansbanken kan i fornødent omfang overdrage bemyndigelsen til den forretningsforbindelse, som Finansbanken har valgt.

Ifølge ”Lov om finansiel virksomhed” kan en kunde i tilfælde af Finansbankens betalingsstandsning, konkurs eller lignende tage sine værdipapirer ud af et samledepot på grundlag af vores registrering om ejerforholdet, hvis der ikke inden er opstået tvist om din ejendomsret.

Hvis Finansbankens udenlandske forretningsforbindelse kommer under betalingsstandsning, konkurs eller lignende, har Finansbanken krav på at udtage værdipapirerne af samledepotet på vegne af de kunder, der har registreret Finansbanken som ejer af værdipapirerne.

Finansbanken kan kun foretage dispositioner over dine værdipapirer i samledepot i overensstemmelse med dine instruktioner. Når Finansbanken har valgt den udenlandske forretningsforbindelse, påtager Finansbanken sig ansvaret for dennes soliditet. Finansbanken påtager sig også ansvaret for fejl, hvis den udenlandske forretningsforbindelse erkender at have begået en fejl, eller fejlen er fastslået ved endelig dom. I andre tilfælde er Finansbanken uden ansvar.

Dækning fra udenlandske garantiordninger, som udbetales til depot/kontohaver, vil dække samledepotet som helhed og ikke de enkelte ejere registeret i Finansbanken.

Investorgarantiordning og tilsyn

Ifølge ”Lov om garantifond for indskydere og investorer” dækker Garantifonden i forhold til den enkelte investor et samlet tab på pt. indtil 20.000 euro, som en investor lider, hvis et pengeinstitut mv. ikke kan tilbagelevere værdipapirer, som det opbevarer. De nærmere regler kan fås i Finansbanken eller ses på: www.garantifonden.dk. Finanstilsynet fører tilsyn med Finansbanken.

Forbehold ved indbetalinger

Afkast af værdipapirer mv. indsættes på kontoen med forbehold af, at Finansbanken modtager beløbet. Ved manglende betaling til Finansbanken er Finansbanken berettiget til at tilbageføre de indsatte beløb på din konto.

Depotudskrifter

Hvert år i januar måned udsendes en oversigt, der viser, hvilke værdipapirer der er registreret i depotet pr. 31. december det foregående år og i Værdipapircentralen, samt hvad der er indberettet til skattemyndighederne. Oversigten vil indeholde oplysninger om samtlige værdipapirer eller midler, som Finansbanken opbevarer for dig ved udgangen af året. Hvis oplysningerne fremgår af andre oversigter, kan Finansbanken undlade at udsende oversigten. Hvor det er relevant, vil det desuden fremgå, om dine værdipapirer har været genstand for værdipapirudlån og lignende.

Efter behov kan der mod gebyr bestilles oversigter, der viser den aktuelle beholdning.

Depotgebyr

Finansbankens gebyrer for opbevaring af værdipapirer i depot og for de hermed forbundne arbejdsydelser beregnes til de til enhver tid gældende priser, som kan ses på bankens hjemmeside eller oplyses på forlangende. Gebyret hæves på din konto i Finansbanken.

Regler for andre depottyper m.v.

For sikkerhedsdepoter, midler tilhørende umyndige, medarbejderaktiedepoter, pensionsdepoter og andre depoter, gælder yderligere regler, som oplyses efter anmodning fra dig.

2. Regler for nytegning, fondsaktier, konvertible obligationer og købstilbud

Nytegning

Hvis der i Statstidende eller i landsdækkende hverdagsmorgenaviser indbydes til nytegning af aktier og/eller obligationer, herunder konvertible obligationer med fortegningsret for de hidtidige aktionærer og/eller obligationsejere, underretter Finansbanken dig herom, såfremt tegningsfristen gør underretning mulig.
Du anmodes om inden for en af Finansbanken angivet frist at meddele, hvorvidt:

- nytegning ønskes foretaget
- tegningsretterne skal søges solgt
- supplerende/overskydende tegningsretter skal søges købt/solgt.

Såfremt Finansbanken ikke inden for den givne frist har modtaget din instruktion, er Finansbanken berettiget til at sælge tegningsretterne bedst muligt for din regning. Finansbanken påtager sig dog intet ansvar for, at et eventuelt salg kan gennemføres.

Hvis værdien af tegningsretterne er mindre end omkostningerne ved eventuelt salg, kan Finansbanken undlade at sælge dem.

Ikke benyttede tegningsretter, der er registreret i Værdipapircentralen, vil efter tegningsperioden blive slettet af Værdipapircentralen uden meddelelse til dig.

Fondsaktier

Hvis det i Statstidende eller landsdækkende hverdagsmorgenaviser offentliggøres, at der udstedes fondsaktier, underretter Finansbanken dig herom. Du anmodes om inden for en af Finansbanken angivet frist at meddele, hvorvidt:


- fondsaktierne ønskes hjemtaget
- aktieretterne skal søges solgt
- supplerende/overskydende aktieretter skal søges købt/solgt.

Såfremt Finansbanken ikke inden for den givne frist har modtaget din instruktion, hjemtager Finansbanken størst muligt antal fondsaktier og er berettiget til at sælge eventuelle overskydende aktieretter bedst muligt for din regning. Finansbanken påtager sig dog intet ansvar for, at et eventuelt salg kan gennemføres.

Hvis værdien af aktieretterne er mindre end omkostningerne ved eventuelt salg, kan Finansbanken undlade at sælge dem.

Ikke benyttede aktieretter, der er registreret i Værdipapircentralen, vil efter tegningsperioden blive slettet af Værdipapircentralen uden meddelelse til ejer.

Konvertible obligationer

På tidspunktet for konvertering af konvertible obligationer, som offentliggøres i Statstidende, underretter Finansbanken dig herom, såfremt konverteringsfristen gør underretning mulig.

Du anmodes om inden for en af Finansbanken angivet frist at meddele, hvorvidt:

- de konvertible obligationer ønskes konverteret til aktier
- de konvertible obligationer skal inkasseres ved forfald.

Såfremt Finansbanken ikke inden for den givne frist har modtaget din instruktion, er Finansbanken berettiget til for din regning og risiko at vælge den af ovennævnte muligheder, der efter Finansbankens skøn er mest fordelagtig for dig.

Købstilbud

Finansbanken orienterer dig om fremsatte købstilbud, hvis tidsfrister m.v. gør det muligt. Finansbanken er ikke ansvarlige over for dig, såfremt du ikke benytter dig af det fastsatte købstilbud inden for den fastsatte frist.

3. Særlige regler for værdipapirer registreret i Værdipapircentralen

For obligationer, aktier og andre fondsaktiver, der er registreret i Værdipapircentralen, gælder følgende betingelser:

Registrering i Værdipapircentralen

I Værdipapircentralen registreres udstedelse og omsætning af danske obligationer, danske aktier og andre fondsaktiver, der er godkendt til registrering af Finanstilsynet samt rettigheder over disse. Registreringen sker på en konto/depot i Værdipapircentralen (en VP konto), som kan være et samledepot.

Ændringsmeddelelser

Såfremt intet andet er aftalt, udsendes der ikke ved ændringer i det registrerede på VP kontoen meddelelse efter gældende regler. Du har mulighed for at vælge meddelelserne til efter de gældende regler. Der beregnes gebyr for udsendelse af ændringsmeddelelser.

Renter

På forfaldsdagen vil renter af obligationer blive indsat på kontoen tilknyttet depotet. Hvis intet andet er aftalt, fremsendes meddelelse om rentebeløbet.

Udtrækning

Efter udtrækning af obligationer vil meddelelse om eventuelle udtrukne beløb blive sendt til dig og eventuelle andre berettigede, medmindre andet er aftalt. På forfaldsdagen indsættes udtrækningsbeløbet på kontoen tilknyttet depotet.

Udbytte

På fjerde børsdag efter generalforsamlingen vil udbytte af aktier og investeringsforeningsandele, eventuelt med fradrag af udbytteskat, blive indsat på kontoen tilknyttet depotet.

Udenlandske værdipapirer registreret i Værdipapircentralen

Afkast fra udenlandske værdipapirer registreret i Værdipapircentralen anvises fra Værdipapircentralen i danske kroner til Finansbankens konti. Finansbanken indsætter afkastet på din konto.

Udenlandske obligationer registreret i Værdipapircentralen kan ikke navnenoteres, uanset at obligationen i dens oprindelige form kan navnenoteres i hjemlandet.

Anmeldelser og dispositioner over værdipapirer

Køb og salg, anmeldelse af rettigheder og andre dispositioner over obligationer, aktier m.v. sker på din anmodning gennem Finansbanken. Finansbanken sørger for, at ændringen bliver registreret på VP kontoen. Ved dit køb tages forbehold for rettidig betaling.

Dokumentation for anmeldelse

Ved enhver anmodning om, at Finansbanken skal foretage en registrering på VP kontoen, kan Finansbanken kræve dokumentation for:

- at anmeldelsen kommer fra rette vedkommende
- at dispositionen kan registreres
- at rettigheden består.

Forinden indrapportering til Værdipapircentralen foretager Finansbanken en prøvelse af de anmeldte rettigheder og kan kræve, at andre nødvendige oplysninger foreligger, for at registrering kan ske, ellers kan anmeldelsen afvises. Hvis det sker, får du begrundelsen for afvisningen, samt oplysninger om adgang til klage til Klagenævnet for værdipapircentraler.

På begæring får du udleveret en skriftlig bekræftelse med angivelse af det tidspunkt, hvorpå anmeldelsen er modtaget.

Tidspunktet for anmeldelsens virkning

Ved anmeldelse om registrering på VP kontoen får registreringen retsvirkning fra tidspunktet for anmeldelsens endelige prøvelse i Værdipapircentralen. (Prøvelsen er en kontrol af anmeldelsens formelle gyldighed). Finansbanken skal have modtaget anmeldelsen inden for den sædvanlige åbningstid i afdelingen, hvor VP kontoen føres. Indgivelse af anmeldelse kan ske på følgende måder:

- Ved anmelders personlige henvendelse i Finansbanken
- pr. brevpost
- pr. telefon, telefax eller mail.

Anmeldelse indgivet pr. telefon, skal bekræftes pr. post fremsendt samme dag. Ordlyden i den første anmeldelse er gældende.

Notering på navn

Begæring om notering af navn på aktier m.v. indgives til Finansbanken, og Finansbanken anmelder begæringen over for Værdipapircentralen. På din begæring bekræfter Finansbanken skriftligt, at anmodning om navnenotering er registreret på kontoen samt datoen herfor.

Når et selskabs aktier skifter status til/fra at være navneaktier, kan Finansbanken foretage den fornødne registrering, såfremt intet andet er aftalt.

Hverken danske eller udenlandske obligationer kan noteres på navn.

For aktier, beviser i investeringsforeninger og lignende gælder, at det udstedende selskab i sine vedtægter kan bestemme, om de udstedte værdipapirer skal udstedes på navn (navnepapirer) eller i ihændehavere (ihændehaverpapirer).

Selskaber, der har udstedt navnepapirer, har ofte i deres vedtægter en bestemmelse om, at stemmeret på selskabets generalforsamling er betinget af, at aktionærens aktier har været noteret i selskabets aktiebog i et nærmere angivet tidsrum forud for generalforsamlingen.

Deponering af navneaktier

Ved deponering af navneaktier m.v. vil anmodning om navnenotering blive registreret, medmindre du begærer andet. Ved salg af navneaktier m.v. er Finansbanken bemyndiget til at foranledige aktierne afnoteret.

Deponering af ihændehaveraktier

Ved deponering af ihændehaveraktier m.v. vil anmodning om navnenotering kun blive registreret, hvis du begærer det. Ved salg af navneaktier m.v. er Finansbanken bemyndiget til at foranledige aktierne afnoteret.

Registreringsophør i Værdipapircentralen

Når et fondsaktiv ikke længere registreres i Værdipapircentralen, vil meddelelse herom blive sendt til dig og eventuelle rettighedshavere. Meddelelsen indeholder så vidt muligt oplysninger om baggrunden for ophøret samt om en eventuel udbetaling af beløb i form af dividende eller tilbagebetaling af indbetalte beløb og lignende, eller helt eller delvist vederlag i fondsaktiver udstedt af den fortsættende udsteder eller tilsvarende. Meddelelsen gives af Værdipapircentralen eller Finansbanken efter aftale med Værdipapircentralen.

Klage

Klage over en afgørelse om registrering, ændring eller udslettelse af rettigheder over obligationer, aktier m.v. eller Finansbankens afvisning af en anmeldelse skal indgives skriftligt til:

Klagenævnet for Værdipapircentraler
Helgeshøj Alle 61
2630 Tåstrup

senest 6 uger efter, at registreringen i værdipapircentralen er sket. Klageafdelingen kan i særlige tilfælde behandle klager, der indgives efter udløbet af ovennævnte klagefrist. Samtidig med indsendelsen af klagen skal der betales en klageafgift.

Du kan få klagevejledning ved henvendelse til Finansbankens klageansvarlige. Oplysninger om Finansbankens klageansvarlige kan findes på Finansbankens hjemmeside.

Erstatning

En dansk værdipapircentral er erstatningspligtig for tab, der skyldes fejl i forbindelse med registrering, ændring eller sletning af rettigheder på depoter i den pågældende værdipapircentral eller udbetalinger herfra, selvom fejlen er hændelig. Kan fejlen henføres til Finansbanken, er Finansbanken erstatningspligtige, selvom fejlen er hændelig.

Den samlede erstatning for tab, der skyldes den samme fejl, kan ikke overstige pt. 500 mio. kr. Hvis et dansk depotførende institut ikke selv kan betale, hæfter de øvrige danske depotførende institutter for det manglende beløb, dog maksimalt pt. 500 mio. kr.

Lovgivning

De nærmere regler om obligationer, aktier m.v. registreret i Værdipapircentralen, herunder om betingelserne for og retsvirkningerne af registrering, fremgår af ”Lov om værdipapirhandel” m.v. og de tilhørende bekendtgørelser samt lov om finansiel virksomhed.

4. Regler for værdipapirer, der ikke registreres i Værdipapircentralen

Pantebreve mv.

Finansbanken modtager pantebreve m.v. til opbevaring i depot, såfremt du oplyser debitors navn, adresse, CPR nr. eller cvr nr. samt pantebrevets aktuelle restgæld.

For pantebreve, gældsbreve og lignende påtager Finansbanken sig, medmindre andet er aftalt:

- at underrette debitor om deponeringen, såfremt debitor har en adresse her i landet
- at modtage fastsatte ydelser fra debitor til indsættelse på din konto. Finansbanken er på dine vegne tilmeldt "Pengeinstitutternes BetalingsSystemer" som kreditor, hvorfor betalinger af pantebrevsydelser m.v. som betales gennem dette automatiske betalingssystem, er undergivet de for systemet til enhver tid gældende regler. Reglerne udleveres til dig på forlangende
- at underrette dig, når ydelser er betalt
- at modtage eventuelle ejerskifteafdrag og lignende samt underrette dig herom. Sådanne beløb modtages med forbehold af ejers godkendelse og uden ansvar for Finansbanken
- at afsende påkravsmeddelelse iht. tinglysningslovens § 42a til debitor, såfremt denne har adresse her i landet.

Samtlige beløb modtages med forbehold af din godkendelse og uden ansvar for Finansbanken.

Kun efter særlig aftale kan der træffes foranstaltninger, som er nødvendige for at holde forsikringsgaranti eller anden pantebrevskaution i kraft samt foretage rettidig anmeldelse om misligholdelse af garanterede pantebreve over for garantistiller.

Finansbanken forbeholder sig et antal dage efter terminens udløb, før det med sikkerhed kan konstateres, om en terminsydelse er indbetalt.

5. Regler for udenlandske værdipapirer

Opbevaring af udenlandske værdipapirer

Udenlandske værdipapirer herunder danske papirer noteret på udenlandske børser eller registreret via udenlandske depotcentraler - opbevares hos en af Finansbankens forretningsforbindelser, hvis intet andet er aftalt. Du er i samme omfang som Finansbanken selv underkastet de retsregler og sædvaner, som gælder for den udenlandske forretningsforbindelse, såvel som dennes forretningsbetingelser. Dine værdipapirer kan opbevares i et samledepot. Værdipapirerne vil som udgangspunkt altid være opbevaret i et andet depot end Finansbankens egne værdipapirer. I tilfælde, hvor Finanstilsynet har givet tilladelse hertil, kan dine værdipapirer dog være opbevaret i samme depot som Finansbankens egne værdipapirer.

Finansbanken er berettiget til at afgive oplysninger om din identitet og beholdning af værdipapirer, såfremt det pågældende lands lovgivning kræver dette.

Du vil ikke modtage meddelelse om generalforsamlinger og kan kun efter særlig aftale forvente at få tildelt stemmeret. Andre meddelelser fra selskaberne vil kun blive givet til dig, såfremt det drejer sig om afkast eller emissionsaktiviteter.

Hvis dit depot bliver underlagt retsreglerne i et land udenfor Den Europæiske Union eller uden for et land Fællesskabet har indgået aftale med det finansielle område, kan dine rettigheder i forbindelse med disse værdipapirer eller midler variere som følge heraf.

Renter af udenlandske værdipapirer opbevaret hos Finansbankens udenlandske forretningsforbindelse

For depoter bestående af udenlandske værdipapirer, som opbevares hos en af Finansbanken valgt forretningsforbindelse, kan du normalt forvente, at rente af obligationer indsættes på din konto på forfaldsdagen, såfremt beløbet er stillet til Finansbankens disposition.

Finansbanken er uden ansvar for tilbagesøgning af udenlandske skatter og afgifter, medmindre andet er aftalt.

Udbytte af udenlandske værdipapirer opbevaret hos Finansbankens udenlandske forretningsforbindelse

Modtagne aktieudbytter indsættes på din konto, når Finansbanken har fået meddelelse om udbyttets forfald fra den udenlandske forretningsforbindelse, og beløbet er stillet til Finansbankens disposition.

Finansbanken er uden ansvar for tilbagesøgning af udenlandsk udbytteskat, medmindre andet er aftalt.

Nytegning, fondsaktier m.v. vedr. udenlandske værdipapirer

I tilfælde af nytegning af aktier og/eller tegning af obligationer, herunder konvertible obligationer og warrants samt ved udstedelse af fondsaktier, underretter Finansbanken dig herom, såfremt tegningsfristen gør underretning mulig.

Afslutning af en emission herunder bogføring af provenu m.v. foretages først, når afregningsgrundlaget er stillet til Finansbankens disposition fra den udenlandske forretningsforbindelse.

Ændring af disse betingelser

Finansbanken forbeholder sig ret til med virkning for fremtidige handler at ændre disse betingelser for opbevaring af værdipapirer i depot uden varsel, hvis ændringen er til fordel for dig, og med 1 måneds varsel, hvis ændringen ikke er til fordel for dig. Du får oplysning om ændringer ved brev eller ved annoncering i dagspressen. Har du Netbank, kan orientering ske elektronisk. Opdaterede "Betingelser for opbevaring af værdipapirer i depot” er tilgængelige på Finansbankens hjemmeside.

Andre regler

Ud over nærværende betingelser for opbevaring af værdipapirer i depot henvises til ”Finansbankens forretningsbetingelser for handel med finansielle instrumenter” og ”Bankens almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter”, der begge gælder medmindre disse måtte være fraveget ved særskilt. Der henvises i øvrigt til Finansbankens ”ordreudførelsespolitik” og ”interessekonfliktpolitik”.