Du er her: Forside - Produkter - Værdipapirer - Depot og Netbørs - Forretningsbetingelser for handel med finansielle instrumenter

FinansNetbankens forretningsbetingelser for handel med finansielle instrumenter

Gældende pr. 22. juli 2009

Udover nærværende ”Forretningsbetingelser for handel med finansielle instrumenter” henvises til FinansNetbankens ”Betingelser for opbevaring af værdipapirer i depot” og bankens ”Almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter”, der begge gælder medmindre disse måtte være fraveget ved særskilt aftale. Der henvises i øvrigt til FinansNetbankens ”ordreudførelsespolitik” og ”interessekonfliktpolitik”.

Hvis depotet ikke benyttes i en periode på 3 måneder, er FinansNetbanken berettiget til at slette det.

Indledning

FinansNetbanken tilbyder handel med stort set alle former for værdipapirer og kunderne kan gennemføre handler via bankens handelsafdeling eller via netbanken.

Grundlaget for disse betingelser er bekendtgørelse nr. 964 af 30. september 2009 om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel og bekendtgørelse nr. 213 af 5. marts 2007 om værdipapirhandlerens udførelse af ordrer.

Regler for investorbeskyttelse bygger på et informations- og rådgivningsprincip. Princippet indebærer, at FinansNetbanken i forbindelse med kunders investeringer kan give kunderne generel vejledning uden personlig rådgivning, foretage ekspedition af ordrer på baggrund af en hensigtsmæssighedstest, men uden personlig rådgivning, yde personlig rådgivning, som kræver forudgående egnethedstest, og indgå aftale med kunden om udførelse af ordrer vedrørende ikke-komplekse værdipapirer uden forudgående rådgivning eller hensigtsmæssighedstest (execution only).

FinansNetbankens forpligtelse til at yde dig rådgivning (foretage egnethedstest), foretage hensigtsmæssighedstest af dine ordrer og informationsforpligtelser i forbindelse med execution only afhænger af, om du er kategoriseret som detailkunde, professionel kunde eller godkendt modpart. Læs mere herom nedenfor i afsnittet "kundekategorisering".

I disse betingelser får du information om, hvilke vilkår der gælder, når du handler værdipapirer med FinansNetbanken. Ved værdipapirer forstås de instrumenter, der er nævnt i lov om værdipapirhandel § 2, stk. 1. Betingelserne gælder i det omfang det er relevant også for professionelle kunder og godkendte modparter, jf. bilag 1 og 2 til bekendtgørelse nr. 964 af 30. september 2009 om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel.

Banken tilbyder alene rådgivning til Private Banking kunder. Banken øvrige kunder kan handle via Netbank.

Kundekategorisering

I overensstemmelse med bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel har FinansNetbanken inddelt sine kunder i kategorierne detailkunder, professionelle kunder eller godkendte modparter. Medmindre andet er aftalt, er bankens kunder kategoriseret som detailkunder.

Kategoriseringen har betydning for, hvilken beskyttelse FinansNetbanken skal yde dig i form af rådgivning og information. Detailkunder har det højeste beskyttelsesniveau, professionelle kunder har mindre beskyttelse og godkendte modparter har som udgangspunkt ingen beskyttelse. FinansNetbanken kan eventuelt tilbyde at indplacere dig i en anden kundekategori. Dette vil have betydning for dit beskyttelsesniveau.

Kundens oplysningsforpligtelser

FinansNetbanken kan lægge oplysninger fra dig til grund, medmindre FinansNetbanken ved eller burde vide, at disse oplysninger er forældede, fejlagtige, unøjagtige eller ufuldstændige. Det er vigtigt af hensyn til FinansNetbankens vurdering af egnethed og hensigtsmæssighed, at du sørger for at informere FinansNetbanken om relevante ændringer i dine personlige og finansielle forhold.

Investeringsrådgivning

Ved investeringsrådgivning forstås personlige anbefalinger til en kunde om transaktioner i tilknytning til finansielle instrumenter. Ved personlig anbefaling forstås en anbefaling, som tager udgangspunkt i personens egne omstændigheder og som udgør en anbefaling til at tage et af følgende skridt:
1) at købe, sælge, tegne, udveksle, indløse, beholde eller garantere et bestemt finansielt instrument, eller
2) at udøve eller undlade at udøve en rettighed, der skyldes et bestemt finansielt instrument, til at købe, sælge, tegne, udveksle eller indløse et finansielt instrument.

F.eks. er en anbefaling til dig om at købe 100 stk. XX aktier investeringsrådgivning

Definitionen af investeringsrådgivning afgrænser anvendelsesområdet for egnethedstesten.

Hvis FinansNetbanken yder generel vejledning, vurderer FinansNetbanken derfor ikke, om anbefalingen er egnet eller hensigtsmæssig for dig.

Generelle anbefalinger

Generelle anbefalinger kan godt være et led i en investeringsrådgivning, som munder ud i en anbefaling af transaktioner i specifikke finansielle instrumenter, men den generelle anbefaling kan som udgangspunkt ikke i sig selv udgøre investeringsrådgivning.

En anbefaling om at placere en formue i 60% obligationer og 40% aktier er en generel anbefaling, som ikke er omfattet af definitionen af investeringsrådgivning.

Generel vejledning i form af produkt- eller markedsinformation såvel skriftlig som mundtligt vil derfor typisk ikke udgøre investeringsrådgivning.

En ordning hvorefter FinansNetbanken sender generel vejledning og anbefaling til en række navngivne abonnenter konstituerer ikke investeringsrådgivning, da der ikke er tale om personlig anbefaling.

Indhentelse af informationer forud for investeringsrådgivning

Når FinansNetbanken yder investeringsrådgivning i form af en anbefaling rettet til dig personligt om transaktioner i specifikke finansielle instrumenter eller hvis anbefalingen gives på dit initiativ, vil FinansNetbanken indhente de oplysninger om dig, som er nødvendige og relevante for, at FinansNetbanken kan forstå og vurdere dit kendskab til og erfaring på det relevante investeringsområde, din finansielle situation og investeringsformål. FinansNetbanken udfører i bekendtgørelsens ordlyd en egnethedstest, som danner din investeringsprofil.

Omfanget af de oplysninger som FinansNetbanken vil anmode om, afhænger af kompleksitetsgraden og risikoniveauet for den tjenesteydelse eller det produkt, der er tale om, samt af størrelsen af det beløb du ønsker at investere, din kundekategori samt dine konkrete forhold i øvrigt. FinansNetbanken kan også anvende oplysninger, som FinansNetbanken allerede besidder om dig i forbindelse med løbende kundeforhold. Oplysningerne vil danne grundlag for det videre arbejde med FinansNetbankens anbefaling til dig.

Får FinansNetbanken ikke de fornødne, relevante oplysninger til at give en anbefaling rettet til dig personligt om transaktioner i specifikke, finansielle instrumenter, er det ikke muligt for FinansNetbanken at rådgive dig om investeringsvalg eller porteføljepleje. FinansNetbanken kan imidlertid anbefale eller udføre et alternativt produkt, transaktion eller tjenesteydelse, såfremt dette er egnet for dig på baggrund af de oplysninger, som FinansNetbanken har fået.

Værdipapirhandel uden rådgivning

FinansNetbanken vurderer kun, om en investeringsservice eller et finansielt instrument er egnet for dig, hvis FinansNetbanken yder investeringsrådgivning eller porteføljepleje til dig. I forbindelse med andre former for investeringsservice end investeringsrådgivning vil FinansNetbanken på baggrund af dit kendskab til og erfaring på det relevante investeringsområde vurdere, om en investeringsservice eller et produkt er hensigtsmæssigt for dig, medmindre transaktionen tilbydes med henblik på udelukkende ordreudførelse (execution only).

Hvis du er kategoriseret som professionel kunde, vurderer FinansNetbanken ikke, om det påtænkte produkt er hensigtsmæssigt for dig.

På baggrund af dit kendskab til og erfaring på det relevante investeringsområde kan FinansNetbanken tildele dig et handelsrum, hvor du uden FinansNetbankens anbefaling kan foretage transaktioner i specifikke finansielle instrumenter. En basisprofil dannes på baggrund af dine oplysninger.

Hvis du ikke giver FinansNetbanken oplysninger eller ikke giver tilstrækkelige oplysninger om dit kendskab og dine erfaringer, kan FinansNetbanken ikke afgøre, om et produkt eller en tjenesteydelse er hensigtsmæssig for dig.

Execution only transaktioner

Uden forudgående investeringsrådgivning eller indhentelse af oplysninger om dit kendskab, erfaring, finansielle situation eller investeringsformål, kan FinansNetbanken foretage execution only transaktioner i følgende værdipapirer: aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked her i landet, i andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, eller på et tilsvarende tredjelandsmarked, pengemarkedsinstrumenter, obligationer og andre gældsinstrumenter, der ikke omfatter et afledt instrument, andele i investeringsforeninger eller tilsvarende investeringsinstitutter omfattet af rådets direktiv 85/611/EØS(UCITS), andre ikke komplekse finansielle instrumenter

Ved execution only transaktioner, har pengeinstituttet ikke vurderet den leverede eller tilbudte tjenesteydelses hensigtsmæssighed, og du er derfor ikke omfattet af det højere investorbeskyttelsesniveau. Dette gælder uanset om transaktionen foretages ved internethandel, handel ved personlig fysisk henvendelse til FinansNetbanken eller ved ordreafgivelser via telefon eller e-mail.

Allokering af handler

I overensstemmelse med sædvanlig praksis kan aggregering af forskellige kundeordrer eller transaktioner forekomme, når FinansNetbanken udfører ydelser for dig. Dette vil i overvejende tilfælde være til din fordel, men afhængig af de konkrete omstændigheder ved en bestemt ordre, kan det dog også være en ulempe for dig.

Ordretyper

Når FinansNetbanken har modtaget din ordre, er den bindende for dig.

Banken tilbyder følgende ordretyper, der hver især har sine egne karakteristika.
- Straksordre: Ordren udføres straks til en pris/kurs du kender på forhånd. Banken er modpart.
- Markedsordre: Banken forsøger at udføre ordren til den aktuelle pris/kurs i markedet.
- Limiteret ordre: En ordre med en maksimal købskurs eller minimums salgskurs.
- Børsordre: Instruks om at ordren skal lægges direkte ud på den relevante børs (også kaldet ”reguleret marked”)


Valutakurs

Valutakursen ved handel med udenlandske værdipapirer fastsættes med baggrund i den aktuelle valutakurs med bankens sædvanlige tillæg/fradrag, medmindre andet er aftalt.

Afregningsprincipper kurtageomkostninger

For at få gennemført en handel med værdipapirer betaler du en kurtage til FinansNetbanken. Kurtagen beregnes af kursværdien. Når du køber, lægges kurtagen til afregningen, og når du sælger, trækkes kurtagen fra afregningen.

Herudover kan du i nogle tilfælde komme til at betale et tillæg til kursen, når du køber, eller du kan få et fradrag i kursen, hvis du sælger. Om der er tillæg/fradrag og størrelsen heraf afhænger imidlertid af den handelsform, du benytter. Oplysninger om kurtage og eventuelle andre gebyrer fremgår tydeligt af hver enkelt fondsnota.

FinansNetbankens kurtagesatser ajourføres løbende i henhold til markedsforholdene.

Information om de til enhver tid gældende satser kan fås ved henvendelse til banken eller på bankens hjemmeside.

Netbank

Der kan tillige handles værdipapirer via FinansNetbankens Netbank. Nærværende betingelser finder derfor også anvendelse, hvis du handler værdipapirer gennem bankens Netbank. I den forbindelse gælder også FinansNetbankens ”Vilkår for handel med værdipapirer via Netbank”.

Kursmanipulation

Du skal være opmærksom på, at det ikke er tilladt at påvirke strakshandelskursen ved selv at lægge modsatrettede ordrer ud på det marked, hvor du ønsker at købe eller sælge værdipapirer. Det er ved flere domme i landsretten slået fast, at en sådan adfærd udgør kursmanipulation, hvilket er en overtrædelse af værdipapirhandelsloven. Kursmanipulation straffes med bøde eller fængsel.

Afvikling af fondshandler

Ved afvikling forstås betaling for og levering af handlede værdipapirer. Afviklingsdagen er, når intet andet er aftalt, tredje børsdag efter handelsdagen for værdipapirer noteret på "NASDAQ OMX Copenhagen" og tre bankdage efter handelsdagen for unoterede værdipapirer. Afviklingsdagen for en værdipapirhandel er samtidig valørdag/rentedato. For udenlandske værdipapirer gælder særlige frister og regler for afvikling, som du kan få oplyst på forespørgsel.

Ved dit køb er FinansNetbankens levering af værdipapirer betinget af, at FinansNetbanken modtager endelig betaling af afregningsbeløbet senest på afviklingsdagen.

Ved dit salg af værdipapirer er bankens betaling af afregningsbeløbet betinget af, at FinansNetbanken får ubetinget ejendomsret over værdipapirerne på afviklingsdagen. For købte værdipapirer registreret i værdipapircentralen gælder det, at der kan disponeres over værdipapirerne, så snart en ordre er handlet, og notaen er dannet. Dog forbeholdt bestemmelserne om kontantforbehold i ”Vilkår for handel med værdipapirer via Netbank (privat)”.

Værdipapirer registreret i Værdipapircentralen skal være registreret i kundens depot senest børsdagen før afviklingsdagen. På denne dag må der ikke være registreret rettigheder over de værdipapirer, der strider mod salget f.eks. pantsætning eller købte værdipapirer, der endnu ikke er til kundens disposition.

Hvis en handel ikke kan afvikles på afviklingsdagen p.g.a., at du ikke kan betale eller levere, er du erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler. Ved handler, der gennemføres i kommission, bærer kunden risikoen for, at den part, som FinansNetbanken har handlet med, kan betale eller levere. Der skal endvidere henvises til FinansNetbankens betingelser for opbevaring af værdipapirer i depot.

Obligationshandel

Såfremt kunden har solgt nogle obligationer, som ikke kan leveres på grund af udtrækning, der er publiceret mellem ordreafgivelsestidspunktet og afviklingsdagen, er det kundens ansvar at afholde de omkostninger, der måtte opstår i forbindelse med genkøb af de udtrukne obligationer.

Bemærk, at illikvide obligationsserier samt mindre obligationsposter kan være svære at handle, ligesom illikvide obligationsserier oftest handles på store kursspreads. Det anbefales derfor, at ordrer i illikvide obligationsserier indlægges med limitering.

Limiterede ordrer

Kan en limiteret ordre, der vedrører aktier, som er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, ikke under gældende markedsvilkår udføres øjeblikkeligt, vil FinansNetbanken tage skridt til at fremme den hurtigst mulige gennemførelse af ordren ved straks at offentliggøre den limiterede kundeordre på en måde, der gør oplysningen let tilgængelig for andre markedsdeltagere, medmindre du udtrykkeligt bestemmer andet.

Fondsnota/bekræftelser

Når FinansNetbanken på dine vegne har udført en ordre, som ikke er udført i forbindelse med porteføljepleje, vil FinansNetbanken hurtigst muligt give dig de væsentligste oplysninger om udførelsen.
Hvis du er kategoriseret som detailkunde, vil FinansNetbanken sende dig en afregningsnota senest den første hverdag efter udførelsen, eller hvis FinansNetbanken modtager bekræftelsen fra tredjemand, senest den første hverdag efter modtagelsen af bekræftelsen. Ved handel med obligationer i forbindelse med belåning af fast ejendom forbeholder FinansNetbanken sig ret til at sende de væsentlige oplysninger om udførelsen og afregningsnotaen sammen med de øvrige oplysninger, dog senest én måned efter handlens gennemførelse. I forbindelse med handel med pantebreve fremsendes afregningsnotaen hurtigst muligt efter tinglysning.

Hvis FinansNetbanken modtager ordrer fra en detailkunde i forbindelse med andele i kollektive investeringsforeninger omfattet af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. og andele i andre institutter for kollektiv investering, der udføres periodisk, vil FinansNetbanken sende dig afregningsnotaer.

For så vidt angår mere specielle, finansielle instrumenter som pantebreve og derivater, vil oplysningerne blive givet i det omfang, det er muligt og relevant og under hensyntagen til markedskutymen og de forhold, som disse finansielle instrumenter handles under. FinansNetbanken vil på anmodning fra dig tillige give oplysninger om ordrens status.

FinansNetbanken vil angive handelsstedet på din fondsnota, hvis dette er muligt og relevant. I situationer hvor FinansNetbanken ikke har mulighed for at angive oplysninger om handelssted, idet FinansNetbanken ikke har modtaget oplysninger fra tredjemand, vil FinansNetbanken undlade at give oplysning herom. Handelsstedet angives ved den unikke identifikation af et reguleret marked, en multilateral handelsfacilitet eller en værdipapirhandler, som systematisk internaliserer. I andre tilfælde angives handelsstedet som OTC. Det vil være tilfældet, når en ordre helt eller delvist udføres via FinansNetbankens eget system og med denne som modpart. Ligeledes anvendes koden OTC i situationer, hvor FinansNetbanken anvender en anden værdipapirhandler til at udføre handlen via dennes system og med denne som modpart, men hvor der ikke er tale om videreformidling, idet FinansNetbanken påtager sig en "best execution" forpligtelse.
Ved videreformidling af en kundes ordre fra FinansNetbanken til en anden værdipapirhandler afhænger angivelsen af handelssted på afregningsnotaen af, hvordan denne anden værdipapirhandler udfører ordren. Det handelssted som angives ved videreformidling er det, hvor ordren rent faktisk udføres som sidste led i handelskæden.

Indsigelse vedr. fondsnota/bekræftelse m.m.

Eventuelle indsigelser imod indholdet af din fondsnota skal fremsættes straks efter modtagelsen, og du bør omgående underrette os, hvis fondsnotaen ikke modtages som aftalt, eller hvis der i øvrigt måtte opstå fejl i denne forbindelse.

For sen reklamation kan medføre, at banken ikke kan stilles til ansvar for en eventuel skade, som kunne være undgået/minimeret, hvis kunden havde henvendt sig i tide.

Bankens videregivelse af kundeoplysninger

I forbindelse med opfyldelse af din ordre, kan der i nødvendigt omfang blive tale om at videregive oplysninger til bankens agent, der ligeledes er underlagt tavshedspligt. Der kan også blive tale om, at oplysninger i forbindelse med en handel skal videregives til offentlige myndigheder i henhold til særlige lovkrav.

Annullering af fejlhandler

FinansNetbanken forbeholder sig ret til at annullere allerede indgåede handler, såfremt det relevante handelssted beslutter, at der er tale om fejlhandel. Ved fejlhandel forstås handler, hvor der i forbindelse med tilvejebringelsen, afsætningen eller prisfastsættelsen på det relevante handelssted har været tale om en fejl, og hvor modparten reklamerer straks. Beslutter det relevante handelssted at annullere en handel, tilbagefører FinansNetbanken relevante instrumenter og midler til parterne. Annulleres din handel, vil du hurtigst muligt få besked fra FinansNetbanken. Hvis ordren ønskes gennemført på ny, skal FinansNetbanken kontaktes.

Skatteforbehold

Handel med finansielle instrumenter behandles skattemæssigt forskelligt afhængigt af blandt andet den pågældende type af finansielle instrument, ejertid m.v. Du bør søge rådgivning om de skattemæssige konsekvenser, som handel med finansielle instrumenter kan have. Banken er uden ansvar for de skattemæssige konsekvenser, som handel med finansielle instrumenter via banken kan have for dig.

Depotet er omfattet af dansk skattepligt. Såfremt dette ændres, skal det straks meddeles skriftligt til FinansNetbanken.

Reduceret udbytteskat på aktier

Når aktieudbytte udloddes, bliver der som regel tilbageholdt udbytteskat. Det gælder både for danske og udenlandske aktier, og det sker i overensstemmelse med de skatteregler og - satser, der gælder i det enkelte selskabs hjemland.

Danmark har imidlertid indgået en såkaldt dobbeltbeskatningsaftale med en række lande – en aftale, der åbner mulighed for at betale en reduceret udbytteskat. Værdipapircentralen har etableret en særlig ordning, som betyder, at aktionærer automatisk får tilbageholdt udbytteskat til den reducerede sats, som de enkelte dobbeltbeskatningsaftaler giver ret til.

Vær opmærksom på, at det kun er muligt at tilmelde aktier, der er registreret i Værdipapircentralen til ordningen, ligesom visse formalia til dokumentation for skattepligt skal være opfyldt.

Har du adresse i Danmark, melder banken dig automatisk til ordningen. Bor du i udlandet, har du også mulighed for at melde dig til ordningen. Det kræver blot, at du bor i et land, som Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsaftale med. Ønsker du at blive meldt til ordningen skal du kontakte bankens afdeling for afvikling af værdipapirer.

Er du tilmeldt ordningen, har du pligt til straks at give os besked, hvis der sker ændringer i dit bopæls- og/eller skattepligtsforhold. Banken har til enhver tid ret til at kræve dokumentation for din skattepligt."

Ansvarsbegrænsning

FinansNetbanken påtager sig intet ansvar for den eventuelle skade, som en udenlandsk eller dansk agent måtte være skyld i, i forbindelse med udførelsen af en opgave for banken. Tilsvarende gælder skade, der skyldes en børs, clearing/ værdipapircentral eller lignende institutter.

Samarbejdsaftaler

FinansNetbanken samarbejder med flere investeringsforeninger. Banken modtager provision ved salg af investeringsbeviser.

Samtykke

Ved accept af nærværende vilkår samtykker du til, at FinansNetbanken kan udføre dine handelsordrer uden for et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet. Du giver samtidig dit samtykke til, at FinansNetbanken kan anvende FinansNetbankens hjemmeside til formidling af generel information vedrørende handel og opbevaring af værdipapirer, når betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Det bemærkes, at al investering i værdipapirer er forbundet med mulighed for gevinst, men også med betydelig risiko for tab.

Ændringer til disse betingelser

FinansNetbanken forbeholder sig ret til med virkning for fremtidige handler at ændre disse betingelser for handel med værdipapirer uden varsel, hvis ændringen er til fordel for dig og med 1 måneders varsel, hvis ændringen ikke er til fordel for dig. Du får oplysninger om ændringer ved brev, ved annoncering i dagspressen, eller når FinansNetbanken udsender den første depotoversigt efter annoncering.
Har du Netbank, kan orienteringen ske via denne. Opdaterede betingelser for handel med værdipapirer er tilgængelige på FinansNetbankens hjemmeside.