Du er her: Forside - Produkter - Værdipapirer - Danske aktier - Hvad er en aktie?

Hvad er en aktie?

Når du køber en aktie, køber du en lille andel i en virksomhed

Når du investerer i aktier, har du mulighed for at opnå et højt afkast, men har også en større risiko end ved mange andre investeringsformer. Hvor stor en andel af din opsparing, du bør investere i aktier, afhænger af din tidshorisont og din risikoprofil.

Tidshorisont og formål

Da aktier typisk svinger mere i kurs end obligationer, har din tidshorisont og opsparingens formål betydning for, hvor stor en del af din opsparing, det vil være hensigtsmæssigt at placere i aktier. Er dit formål pensionsopsparing, kan din investeringshorisont være meget lang, måske helt op til 40 år. Er opsparingen til nyanskaffelse, er tidshorisonten noget kortere. Jo længere din tidshorisont er, jo mindre følsom bliver du over for de enkelte års afkastudsving.

Risikovillighed

Hvor stor del af din investering, der skal være i aktier, afhænger også af din risikovillighed. Der er ingen øvre grænse for, hvor meget du kan tjene på en aktie. Til gengæld kan du risikere at miste hele dit investerede beløb, hvis det aktieselskab, du har købt en andel af, går konkurs. Når du investerer i aktier, kan enkelte år byde på meget store positive eller negative kursudsving. Derfor er det vigtigt, at du på forhånd tager stilling til, hvor risikovillig du er.

Enkelt aktier eller investeringsbeviser

Hvis du investerer mindre beløb i enkeltaktier, kan du få svært ved at opnå en passende risikospredning. Her vil det ofte være fornuftigt at investere igennem en investeringsforening. Hvis du køber en andel i en investeringsforening, opnår du en god risikospredning på forskellige aktier og brancher. Så bliver dit afkast mindre afhængigt af udviklingen i et enkelt eller få aktieselskaber. Der findes mange forskellige investeringsforeningsbeviser, så du har god mulighed for nemt at investere i både danske og udenlandske aktier.

I FinansNetbanken begynder alt investeringsrådgivning med en gennemgang af dine økonomiske forhold og din risikoprofil. Når vi kender din risikoprofil og tidshorisont, får du et konkret forslag til hvilke aktier, der passer bedst til din profil.