Kommentar til artikler i Børsen
Dagbladet Børsen har bragt 2 artikler, som baserer sig på en bankanalyse udarbejdet af Niro Invest. Analysen omfatter 99 pengeinstitutter og placerer SPAR LOLLAND som nr. 87, hvilket naturligvis er utilfredsstillende og derfor kræver en kommentar.
Vi kender ikke analysematerialet eller systematikken, hvorfor det er svært at forholde sig konkret til placeringen, men det fremgår at analysen baserer sig på 2010 regnskaberne, hvorfor SPAR LOLLANDs køb og fusion af Eik Bank ikke indgår i analysematerialet.
Banksektorens største og mest presserende problem er efter SPARLOLLANDS opfattelse likviditet og fremtidig funding. SPAR LOLLANDs strategiske køb af den sunde del af Eik Bank har sikret en særdeles gunstig likviditetssituation, således at vi med god samvittighed kan sige, at der er taget hånd om denne udfordring. SPAR LOLLAND har således med denne baggrund førtidsindfriet knap 2 mia. kr. af SPARLOLLANDs statsgaranterede obligationsudstedelser i indeværende år.
Samtidig vil gennemførelsen af den nuværende emission være med til at styrke bankens egenkapital og solvens.
Hele sektoren og næsten alle banker blev svækket under finanskrisen – også SPAR LOLLAND. Vores styrke i den forbindelse er, at vi har erkendt vores udfordringer, analyseret vores muligheder og iværksat løsninger. Vi står derfor efter vores opfattelse i dag langt stærkere end det, der kommer til udtryk i analysen, som refereret i Børsen.
Det fremgår af Børsen den 24. juni, at SPAR LOLLAND overskrider 2 grænseværdier i Finanstilsynets tilsynsdiamant, som pt. ikke gælder, men som vil være gældende fra ultimo 2012.
Fakta er, at SPAR LOLLAND ultimo 2010 reelt kun overskred grænseværdien for ejendomsengagementer. Efter køb af og fusion med Eik Bank ind i SPAR LOLLAND er dette ikke længere tilfældet.
SPARLOLLAND fusionerede med det helejede datterselskab Finansbanken i 2010 og det medførte, at Finansbankens udlånsportefølje blev tillagt SPAR LOLLANDs udlån, hvorfor opgørelsen for 2010 viser en vækst i udlån på moderselskabsniveau, men ikke på koncernniveau, som er over grænseværdien. Der er altså alene tale om en ”teknisk” men ikke reel overskridelse, idet koncernens udlån rent faktisk faldt i 2010.
For 2011 vil tilkøbet af og fusionen med Eik Bank vise en lignende ”vækst” i udlånene, men det kan jo ikke være anderledes, når banken bliver større ved fusioner.
Alle eksperter på området anbefaler, at bankerne styrker deres likviditet og kapitalgrundlag. Det er netop, hvad SPAR LOLLAND har gjort med købet af Eik Bank og har taget initiativ til med den igangværende kapitaludvidelse. Vi er blandt de pengeinstitutter, der håndterer udfordringerne og iværksætter løsninger.