Indskydergarantifonden
Garantifonden for Indskydere og Investorer (Garantifonden) er en privat, selvejende institution. Fonden er oprettet ved lov, og dens bestyrelse udpeges af Økonomi- og Erhvervsministeren. I bestyrelsen sidder blandt andet repræsentanter fra den finansielle sektor og Forbrugerrådet.
Reglerne for Garantifonden gælder både for privatpersoner og selskaber, der har indlån og værdipapirer i danske institutter.
Hvornår dækker Garantifonden?
Garantifonden dækker i vidt omfang det, du taber, hvis dit institut går konkurs. Garantifonden dækker – med op til et vist beløb – både tab af indlån samt tab, hvis instituttet ikke leverer dine værdipapirer tilbage.
Hvordan gøres dækningen op?
Dækningen på et beløb svarende til 50.000 euro er ændret til et beløb svarende til 100.000 euro den 1. oktober 2010.
Kontante indlån – dækkes op til et beløb svarende til 100.000 euro Garantifonden dækker dine kontante navnenoterede indlån op til et beløb svarende til 100.000 euro. Har du lånt penge i dit institut, bliver det beløb, du skylder, trukket fra dine indlån. Det betyder, at det beløb, som dækkes af Garantifonden, er indlån i instituttet fratrukket gæld til instituttet. Ved opgørelsen medtages også tilgodehavender og skyldige
renter til og med datoen for instituttets konkurs.
Visse særlige indlån – dækkes fuldt ud
Visse ”særlige indlån” i pengeinstitutter dækker Garantifonden fuldt ud. Det vil sige, at selvom indlånet overstiger et beløb svarende til 100.000 euro, bliver sådanne indlån dækket af Garantifonden uden fradrag af eventuel gæld til pengeinstituttet. Særlige indlån er blandt andet opsparingsordninger oprettet i henhold til lov som eksempelvis indekskonti, kapitalpensionskonti, selvpensioneringskonti, ratepensionskonti, børneopsparingskonti, boligopsparingskonti, uddannelsesopsparingskonti og etableringskonti.
Har du købt fast ejendom, og er dit indskud af købesum og provenu af realkreditlån inden for de sidste 9 måneder deponeret i overensstemmelse med købsaftalen, får du dækket hele det beløb, du har deponeret, uanset at beløbet er større end et beløb svarende til 100.000 euro. Dette gælder dog kun, hvis ejendommen hovedsageligt skal benyttes til beboelse. For nybyggeri gælder samme bestemmelser, dog dækkes provenu indtil 2 år fra indsættelsen af beløbet.
Værdipapirer i individuelt depot – udleveres direkte fra konkursboet
Som ejer af værdipapirer i et individuelt depot, fx i Værdipapircentralen, får du udleveret dine værdipapirer uafhængigt af instituttets konkurs. Såfremt instituttet ikke kan udlevere de værdipapirer, som instituttet har opbevaret, administreret eller forvaltet, dækker Garantifonden som udgangspunkt dit tab med op til 20.000 euro pr. investor, efter din eventuelle gæld til instituttet er fratrukket. Værdien af papirerne opgøres inklusive renter til markedsværdien (og evt. valutakursen) af værdipapirerne på datoen for instituttets konkurs.
Fælles konti og fælles værdipapirdepoter med flere ejere
Ejer flere personer i fællesskab kontante midler, skal hver person betragtes som selvstændig indskyder, forudsat at personerne er noteret som ejere af kontoen. Hver indskyder kan få dækket tab af Garantifonden med op til et beløb svarende til 100.000 euro. Ejes værdipapirer i fællesskab, gælder det samme, nemlig at hver ejer kan få dækket tab af Garantifonden – dog med op til 20.000 euro, forudsat at investorerne er noteret som ejere af værdipapirdepotet.
Er ejeren af de kontante midler/værdipapirdepoter en juridisk person som f.eks. et selskab eller forening, betragtes denne som én indskyder.
Hvad Garantifonden ikke dækker
Garantifonden dækker ikke garantitilsagn, checks, værdipapirer og andre dokumenter, herunder kapitalbeviser, der er udstedt af instituttet selv.
Hvad sker ved en konkurs?
Senest 1 måned efter instituttets konkurs vil du få tilsendt en oversigt over dit samlede mellemværende med instituttet. Herudover vil du modtage en vejledning, hvoraf det blandt andet vil fremgå, at du skal henvende dig i et nyt institut, som du fremover vil være kunde i. Dit nye institut vil hjælpe dig med at anmelde dit krav over for Garantifonden. Så snart Garantifonden har godkendt dit krav, og senest 3 måneder efter konkursen, vil pengene blive udbetalt eller overført til dig i dit nye institut.
Ovenstående er et uddrag fra Indskydergarantifondens brochure.
Læs hele brochuren her